der endnu kunde være at sige, vil vi spare, til vi kan tale sammen mundtlig. Jeg liker overhovedet bedre at snakke end at skrive.[1]
Maaneden efter skrev hun:[2]
«Da dine forsætter ofte undergaar en besynderlig forandring og uforudseede omstændigheder muligens kan tilintetgjøre din plan, saa lad mig endelig ikke vente forgjeves – thi jeg kan slet ikke taale det!»
Goethe kom og blev hos hende nogen tid. Ogsaa denne gang tilbragte moder og søn dagene hyggelig sammen.
Under sit forrige besøg havde Goethe raadet hende til at sælge det store hus og flytte ind i en mindre leilighed. Beslutningen var fattet; hun ønskede nu at skille sig ved alt overflødigt inventar, som hendes mand havde skrabet sammen, og som i aarenes løb havde skaffet hende meget besvær.
Efter sønnens afreise begyndte hun at ordne det hele. Med mod og iver gik hun løs paa at faa bort malerier, kobberstik, landkart, antikviteter og kuriositeter.
«At schakre, handle og sælge er nu min eneste tanke,» skrev hun til Goethe den 17de oktober 1793.
En maaned senere skrev hun til ham:
«Herkules maakede gjødsel ud af en stald, og han blev forgudet. Ogsaa jeg har nu maaket gjødsel, men merker intet til forgudelsen. Jeg har gjennemrodet tre centner papir. Den smule, som kunde være til nytte, har jeg beholdt, det øvrige har jeg sendt til papirfabriken. De to loftsrum og tredie etage er nu renset for alt unyttigt indbo. Det gamle
