morbærtræ, i hvis nærhed børnene legte. Paa en bænk under dette træ pleiede borgermesteren at sidde, iført en slobrok, der saa ud som en fodsid embedsdragt, samt med en stor, sort fløielslue paa hovedet. Han sorterede selv sit blomsterfrø, opbevarede omhyggelig sine zvibler, bandt op sine spaliertrær og passede sine roser; men end ikke naar han var beskjæftiget med dette, aflagde han sit afmaalte væsen. Hans børn nærede den dybeste ærefrygt for ham. Naar de hørte hans vogn komme kjørende, blev de stille midt i den muntreste leg; og naar han kom mod dem i sin sorte kappe, med den hvide krave om halsen og med den trekantede hat paa det pudrede haar, saa de unge i ærbødighed op paa husets herre.
Naar han ikke var tilstede, lod moderen dem le og juble og larme af hjertens lyst under de store trær i haven.
Gammel og anset som slegten var, hørte Textor dog ingenlunde til byens patriciere. Adelen saa ned paa borgerskabet. Ved siden af adelen spilte
