Gud vil jo belønne det! – Nu nok om mine prægtige landsmænd, – sammenlignet med dem, maa alle andre rigsstæder krybe i skjul.»
Hendes broder var død. Frankfurts ledende mænd havde gjennem moderen tilbudt Goethe at overtage sin onkels embede.
Hvor meget fru Aja end ønskede, at hendes søn skulde være hende nærmere, turde hun ikke raade ham til at modtage dette tilbud.
«Jeg tror, at du har det bedre baade for sjæl og legeme i dine nuværende forhold, end om du begyndte en ny løbebane,» skrev hun; «thi du er i ordets egentlige betydning friherre.»
Goethe fulgte moderens vink og afslog tilbudet[1]:
«Det haab, som jeg nærede, om snart at se Dem igjen, elskede moder, og mine ærede venner i Frankfurt, er nu svundet; omstændighederne tvang mig til at reise fra Düsseldorf til Weimar over Paderborn og Kassel.
Hvilken usigelig uro har jeg ikke følt for Deres skyld! Hvor har jeg ikke beklaget den stilling, hvori mine landsmænd befinder sig! Men i hvor høi grad har jeg ikke samtidig beundret deres optræden under saa kritiske omstændigheder! – Intet kunde være mere smigrende for mig end spørgsmaalet, om jeg vilde beslutte mig til at modtage en borgermesters stilling, hvis jeg blev valgt. Det blev henvendt til mig paa et tidspunkt, da det i Europas, ja, i hele verdens øine er en ære at være født i Frankfurt.
Mine ungdomsvenner, som jeg stedse har havt saa megen grund til at sætte høit, kunde ikke have
- ↑ Julaften 1792.
