krigsskat for sig og sine tjenestepiger samt for sin søn, der efter eget ønske fremdeles var indskrevet som borger i Frankfurt. Hun var nødt til at pantsætte sine værdipapirer og optage et laan, for hvilket hun maatte betale ni procent i renter.
Indkvartering fulgte indkvartering. Baade fiender og venner havde det udmerket i hendes hus; vin og store skinker blev baaret frem for de udhungrede soldater, og hun betragtede det som «en kongelig fornøielse» at se paa, hvor godt det smagte dem. Hendes elegante værelser blev forvandlede til vagtstuer, hvor soldaterne røgte den udslagne dag. «Mit hus er saa skiddent, at det er en gru,» skrev hun. «Naar dette omsider er slut, kommer jeg til at trænge et helt aar, før alt kan komme i de gamle folder.»
Hun var tysk i sjæl og sind; men først og fremst følte hun sig som borgerinde i den frie rigsstad.
«Indlagt følger et udklip af vor lille adresseavis. Læs det og vær stolt af, at du er borger af Frankfurt,» skrev hun til sin søn, den 23de december 1793. «Alle vore rigeste kjøbmandssønner har trukket i uniform; de kjæmper sammen med de fattigste skræddere og skomagere for sit fædreland i nødens stund. Vore brave sachsenhausere har meldt sig og har bedt om at faa tropper til indkvartering; det er folk, som eier en liden stue, og hvoraf de fleste er ubemidlede. Vore slagtere har næsten ikke længer skjorten paa kroppen, de har baaret alle til hospitalerne. Det har de altsammen gjort af varmt hjerte og frivillig, – det har ikke faldt et menneske ind at opfordre dem til det! Og dog forundrer man sig over, at Frankfurt bliver rig, at byen grønnes og blomstrer! –
