sine opsamlede skatte, og tropperne løb sin vei uden at forsøge et forsvar.
Den 21de oktober 1792 var den ærværdige fæstning Mainz faldt i Custines hænder; den 22de oktober erobrede han Frankfurt. Han udstedte en proklamation, hvori han fremstillede franskmændene som folkets befriere fra rigmændenes tryk. Men borgerne svarede, at de var tilfredse med sin gamle regjering, og at det var en ulykke for befolkningen, naar de rige blev forfulgt.
Denne erklæring vakte saa meget større opsigt, fordi nabobyen Mainz havde ladt sig tvinge i knæ og havde anmodet om at blive forenet med Frankrige. Man roste frankfurterne over hele Tyskland og fremstillede deres optræden som et exempel til efterfølgelse.
Skjønt byen kun havde 40 000 indbyggere, blev den paatvunget en krigsskat af flere millioner; syv af de fornemste borgere blev ført til Frankrige som fanger, fordi den ikke straks blev betalt. Men atter viste frankfurterne sin offervilje: de betalte skatten ved frivillige bidrag.
Den 2den december fik byen undsætning af en hessisk bataljon, som stormede Friedbergerport. Indenfor murene blev franskmændene samtidig afvæbnede af unge haandverkere, der aabnede portene for sine landsmænd.
Custine var rasende over, at den rige kroningsstad var gledet ud af hans hænder. Mange mennesker flygtede; thi man var i stadig angst for, at han skulde vende tilbage og tage en forfærdelig hevn.
Fru Goethe bar sin del af byrden. Hun betalte
