Hopp til innhold

Side:Goethes moder.pdf/185

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

Under disse fortrolige samtaler fik fru Aja høre af hans egen mund, at han allerede flere aar havde levet i en forbindelse med Christiane Vulpius, og at hun havde skjænket ham en smuk og begavet søn. Han maatte tænke paa at sørge for hendes og sønnens fremtid, og moderen skulde hjælpe ham.

Hun blev rørt, da han skildrede sin huslige lykke. Med moderlig finfølelse sendte hun gaver til hende, og der udspandt sig en brevveksling, som fra forsigtig tilbageholdenhed gik over til tillidsfuld varme.

Hertugen af Weimar ventede imidlertid sin raadgiver; efter ti dages ophold i hjemmet maatte han drage videre.

«Ingen pen og ingen tunge kan beskrive den elendighed, som hersker inden de forenede arméer,» skrev Goethe den 16de oktober til sin moder.

Hertugen af Brunswig, Anna Amalies broder, havde overledelsen over den tyske hær. Hans vankelmodighed og generalernes uenighed bar hovedskylden for, at hans troppemasser maatte vige for franskmændene.

Medens preusserne trak sig tilbage, fattede den franske general Custine den forvovne plan at falde ind i Rhin-egnene med 18 000 mand. Han erobrede den saakalte «Pfaffenstrasse»: kurfyrstendømmerne Køln, Trier og Mainz samt Würzburg og Bamberg. I disse egne var fæstninger, hær og finanser, skoler og retsvæsen i elendig forfatning. Den undertrykte befolkning havde hidtil taalmodig baaret sine herrers aag; han modtog fienden næsten som en frelser i nøden. Fyrster og adel jog afsted i vild flugt med