Fru Goethe holdt af «sine prinsesser» og var ikke lidet stolt af dem. Hun faldt dog snart til ro efter kroningsfestlighederne. «Efter den store uro, som har været her, er nu alt som uddød,» skrev hun den 20de december til Fritz von Stein. «Jeg er glad over det; thi jeg kan desto lettere lade mine kjæpheste galopere. Jeg har fire, som er mig lige kjære; ofte ved jeg ikke, hvilken jeg først skal sætte mig op paa. For det første er det Brabanter-kniplinger, som jeg har lært at forfærdige paa mine gamle dage, og som skaffer mig en barnagtig glæde. Saa kommer pianoet, derefter læsningen og sluttelig schakspillet, som jeg længst havde lagt paa hylden, men som jeg nu atter har søgt frem. Grevinde Isenburg bor hos mig, og spillet morer ogsaa hende meget. Naar vi begge er hjemme om aftnerne, hvilket heldigvis hænder ofte, spiller vi og glemmer hele verden, – og vi morer os kongelig.»
Frankfurt i krigstid. – Goethes besøg. – Brev fra Goethe til moderen.
Med aaret 1792 begyndte for Frankfurt en lidelsestid, som med faa og korte afbrydelser varede til fru Goethes død.
Bølgeslagene fra den store franske revolution var ogsaa følbare i Tyskland. Preussen og Østerrige sluttede forbund for at hjælpe Marie Antoinette og Ludvig den sekstende ud af deres trængsler.
Hertugen af Weimar, som var preussisk general,
