behageligt. Skjønt hendes forstaaelse for hans digtning var yderst begrænset, var hans arbeide hende helligt, og hun stillede ingensomhelst fordringer til ham.
Hendes stilling var ikke let; thi ligeoverfor verden blev hun ved at være demoiselle Vulpius. Paa den mest hadefulde maade paavirkede fru von Stein den offentlige mening, og de fornemme kredse i Weimar fordømte forholdet uden barmhjertighed. Hoffet misbilligede det. Kvinderne var forargede, mændene spottede, skjønt ingen aabent vovede at optræde mod den mægtige mand. Hans moder var den eneste, som havde overbærenhed og tog sagen som en naturlig ting. Uden tvivl var det en skuffelse, at han ikke indgik en forbindelse, der passede bedre for hans stilling; men hun elskede sin «Hätschelhans» altfor høit til at lade ham føle dette. Efterat hun havde lært Christiane at kjende, ydede hun hende fuld retfærdighed.
Medens Goethe var i Italien, havde Karl August besøgt fru Aja flere gange, og han havde bedt hende om tjenester, som han ikke vilde betro nogen anden.
Senere saa hun ham ikke paa mange aar.
Hendes søns huslige forhold blev aldrig omtalt mellem hende og de gamle venner i Weimar, og brevvekslingen døde bort lidt efter lidt. Selv forbindelsen mellem hende og hertuginden indskrænkede sig fra nu af til hilsener gjennem Goethe.
Høsten 1790 skulde der være nyt keiservalg og ny keiserkroning i Frankfurt. Joseph den anden var død.
«Hvis Leopold bliver keiser, maa guderne vide, hvor alle mennesker skal faa plads,» skrev fru Goethe til Fritz von Stein.[1]
- ↑ Den 12te juni 1790.
