han af hende; han vilde fremdeles skjænke hende sin høiagtelse og sit venskab. Men han følte ikke længer den tilbedende kjærlighed, som hun forlangte, og den kulde, hvormed hun modtog ham, saarede ham dybt.
«Istedetfor at trøste mig og trække mig til sig, bragte vennerne mig til fortvivlelse,» skrev han. «Min begeistring for de ting, som de neppe kjendte, mine lidelser, mine klager over det, som jeg havde forladt, syntes at fornærme dem. Jeg maatte give afkald paa al deltagelse; ingen forstod mit sprog.»
Han var vendt tilbage den 18de juni. Ikke en maaned efter mødte han sin skjebne i skikkelse af den to og tyve-aarige Christiane Vulpius.
Hun arbeidede ved en blomsterfabrik og levede i fattige kaar sammen med en søster og en tante. Hendes fader, der havde været amtsarkivar, var forfaldt fuldstændig til drik og var død et par aar før. Hendes broder blev teatersekretær og sekretær ved biblioteket i Weimar; han var forfatter af den bekjendte røverroman «Rinaldo Rinaldini» og havde allerede offentliggjort adskillige digte og fortællinger. Han ønskede en anbefaling og sendte søsteren med et bønskrift til den store digter.
Goethe, der i ti aar havde ligget ved fru von Steins fødder, blev forelsket i den friske, uskyldige unge pige, som blev hans hustru.
