hverken tænke paa fader eller moder; paa sin ven eller den elskede, inden han har stillet sin hunger ved et rigt bord; og ingen kan blive vred paa ham af den grund.»
Goethe havde i Italien fuldført «Egmont», omarbeidet «Iphigenia», skrevet paa «Tasso» og «Faust» og lagt planen til flere nye verker. Hans virksomhed inden statstjenesten i Weimar skulde fra nu av indskrænke sig til de institutioner, der vedrørte videnskab og kunst. Modig og forhaabningsfuld vendte han tilbage; men allerede faa uger efter følte han sig uendelig skuffet.
De fleste af hans venner var borte. Karl August var sygelig og meget paa reiser. Hans forhold til Wieland var kjøligt. Hans ensomhedsfølelse forøgedes ved efterretningen om, at Merck, hans ældste, mest trofaste ven, stod paa fallitens og sindsygdommens rand.[1]
Var hans tilbagekomst en skuffelse for ham, saa var skuffelsen ikke mindre for fru von Stein. Det to-aarige fravær, der i saa høi grad havde udviklet ham, havde øget afstanden mellem dem. Charlotte var nu seks og firti aar, hun havde været syg og var ældet. Goethe var bleven forynget, og han betragtede hende med andre øine end før. Endnu holdt
- ↑ Hertugen hjalp ham i hans pengenød. «De kan ikke tro, hvad jeg følte, da jeg for omtrent en uge siden, efter undertrykkelsens skam, igjen befandt mig i kredsen af mine gamle venner: Goethes moder, fru La Roche og hendes børn og Goethes venner,» skrev han til Karl August vaaren 1789. Men han var sjælelig og legemlig nedbrudt og kom sig aldrig mere. Flere af hans børn døde, og den nagende angst for, at han atter skulde komme i kassemangel, blev til en fiks ide. Han skjød sig sommeren 1791.
