præsident for de fjorten raadmænd, der forvaltede byens anliggender. Saavel inden slegten som blandt sine embedsbrødre blev han behandlet med dyb ærbødighed. Han var en lærd og pligtopfyldende mand, alvorlig og ordknap, og han optraadte med stor værdighed og sindsligevegt.
Som Frankfurts egentlige styrer maatte han i mere end en henseende være klog og beregnende; men ved siden af sin praktiske begavelse og juridiske skarphed havde han en eiendommelig evne til at se ind i fremtiden. Han forudsagde engang en stor ildebrand og en anden gang et uventet keiserbesøg i Frankfurt.
Et aar før han blev valgt til overborgermester, drømte han, at denne udmerkelse vilde blive ham tildel. Morgenen efter fortalte han drømmen til sin hustru og sine børn; men alle glemte den undtagen Elisabeth. Hun troede paa den og huskede den.
Byens gamle borgermester døde, og man skulde vælge en ny. Textor gik tidlig om morgenen til raadhuset. Hans ældste datter friserede sig smukt og iførte sig sin fineste dragt; derpaa satte hun sig i en lænestol med en bog i haanden. Hendes moder og søstre pyntede sig ikke. De gjorde nar af hendes forfængelighed, men hun svarede overlegent, at de snart vilde blive nødt til at gjemme sig bag sengeomhængene, naar raadmændene kom for at lykønske dem.
Neppe en halv time efter kom faderen tilbage som overborgermester, og alle raadmændene fulgte ham.
Elisabeth havde ikke arvet sin faders seerevne; men hun troede paa drømme og spaadomme og
