menneskebørn inviteres og trakteres paa det bedste, – dyresteg og fugl i lange baner, det skal blive en storartet festlighed.
Kjære søn! nu vaagner en ærbødig tvivl hos mig, om dette brev vil komme dig ihænde. Jeg ved ikke, hvor du bor i Rom; du er næsten in conito (som du skriver); – vi vil haabe det bedste!
Du skriver vel nogle ord, før du kommer; ellers venter jeg min eneste elskede med hver postvogn, – og skuffede forhaabninger er aldeles ikke efter min smag.
Lev vel, kjære! og tænk ofte paa din trofaste moder Elisabetha Goethe.»
Omtrent samtidig var ogsaa de første efterretninger fra Goethe komne til Weimar. Men fru von Stein havde intet brev modtaget. Hun var dybt saaret baade over hans taushed og over, at han var reist bort uden at meddele det. Saasnart hun fik vide hans opholdssted, sendte hun ham en skrivelse, der efter hans svar at dømme maa have været meget bitter. Postforbindelsen mellem Rom og Weirnar var dengang overmaade langsom. Hendes brev kom ham først ihænde ved juletid; han skyndte sig at sende hende første del af sin dagbog, der viste, med hvilken hjertelighed og taknemmelighed han tænkte paa hende.
Det fremgaar af moderens brev, at fru von Stein, inden hun vidste, hvor han var, havde søgt oplysninger gjennem Fritz. Men som vi ved, havde Goethe bedt moderen om ikke at meddele hans opholdssted til nogen, og hun bevarede hans hemmelighed. Bedre
