direktør. Hun svarede Grossmann, at hun «vilde gjøre sig ivrig umag for at stille hans store talenter som direktør og skuespiller i den rette belysning».
Til Unzelmann skrev hun:
«Ærede ven!
Det har sin rigtighed med vort nationalteater, forsaavidt som magistraten har givet sin tilladelse. Nu maa de en og femti raadmænd give sit samtykke, hvilket vi ikke tvivler paa vil ske. Dette er alt, hvad jeg ved om sagen. Det er muligt, at man allerede har tænkt paa Dem, men som direktør – det er en smule usandsynligt! Pas Dem, saa at De ikke mister det sikre, idet De griber efter det usikre. Saa længe De ikke hører fra dem, som har med tingen at gjøre, kan De gaa ud fra, at alt er tomt sludder og visvas.
Jeg kan forøvrigt ikke tænke mig, at Deres nuværende opholdssted ikke skulde behage Dem. De maatte der give slip paa saa megen lykke, som De neppe vilde finde her; thi tiden har gjort store, store forandringer, – De kan tro mig paa mit ord!!
Jeg kan paa ingen maade raade Dem til, hvad De bør gjøre; jeg kjender jo ikke det ringeste til Deres forhold der, hvor De er. Ligesaa uvidende er jeg med hensyn til alt, hvad der vedrører det nye teater. Jeg bekymrer mig nu – Gud være lovet og takket!!! – ikke det ringeste om alt dette teatervæsen. Ingen ved bedre end De, paa hvad maade jeg er bleven belønnet for al min omsorg, alt mit besvær og alle mine velgjerninger. Brændt barn skyr ilden.»
Hendes sidste brev er dateret 22de januar 1793 og er holdt i en meget kjølig tone.
