maaneder efter bad han hende om at arbeide for hans tilbagevenden til Frankfurt. Hun afviste det bestemt, idet hun fremholdt, at teaterintendanten fremdeles var vred paa ham, og at straffen ventede ham.
«Hvordan hænger det sammen, at De atter vil bort?» skrev hun. «Baade Deres og Deres hustrus første breve var jo saa fulde af henrykkelse, jubel, glædeskrig, kongelig naade, o. s. v. Vi stakkels tosser med alt vort venskab, vore tjenester og vor gode vilje blev stillede i skyggen som saa aldeles ubetydelige væsener, at end ikke de skarpeste øine kunde opdage os. De burde idetmindste af finfølelse have undladt at male Deres paradis som saa herligt; De burde heller have fortiet, at De havde fundet erstatning for «de tre aars elendighed», som Deres hustru udtrykte sig i et brev. Vær sikker paa, at denne blæsen i basun har saaret Deres venner meget.
Dog nok om dette! Gud skjænke Dem endnu mange lykkelige dage! – Om det end ikke bliver hos os, saa er verden stor, Guds himmel er overalt, og begges talenter gjør lykke!
Hils Deres kjære hustru, den lille sanger Karl og den lille pige fra Deres veninde, som mener det vel med Dem.
Elisabeth.»
Det skulde synes vanskeligt at misforstaa disse ord. Alligevel gjorde han endnu et forsøg paa at formaa hende til at virke for ham.
Et par aar efter skulde et nationalteater oprettes i Frankfurt. Hendes gamle venner Grossmann og Unzelmann henvendte sig begge til hende for at faa hende til at arbeide for deres ansættelse som
