at hun vilde modtage denne efterretning med stor glæde. Hun svarede:[1]
«De vil forhaabentlig ikke udføre denne besynderlige idé og reise seksti mile paa denne skrækkelige aarstid. Det vil de ikke være heldigt for Dem eller mig! Hverken i Berlin eller her vil de noget menneske tænke, at De gjorde reisen kun for min skyld; alle maatte tro, at De ikke likte Dem og forsøgte at komme hid tilbage. Naar De atter reiste, vilde man fortælle, at direktionen ikke havde antaget Dem, og man vilde lave en mængde historier. – – Og desuden har De ikke tænkt paa alle de historier, man vilde finde paa for min regning! Tror De, at en ny afsked vilde være en vederkvægelse for mig?? Nei, kjære ven, et saadant optrin vil jeg ikke opleve en gang til! – – I min hjerteangst sender jeg dette brev med omgaaende post, og jeg beder Dem indstændig om at berolige mig med de par ord: Jeg bliver, hvor jeg er!»
Et brev til Fritz von Stein nogle uger efter viser, at hun atter finder tilværelsen ret behagelig:
«Her gaar alt sin vante gang. Om mandagen er her bal, om fredagen konsert; tirsdag, torsdag og lørdag har vi teaterforestillinger. – Selskabet er middelmaadigt, men balletten er ganske god; min bedste adspredelse er nu at spille piano, – det er en stor glæde for mig.»
Da Unzelmann merkede, at hun trak sig tilbage, blev han bange for helt at miste hendes beskyttelse; for at gjenopvække gamle minder sendte han hende julen 1789 en bog om dronning Elisabeth. Faa
- ↑ Den nittende december 1788.
