et menneske lykkeligt, og jeg gjorde netop det modsatte! Havde jeg ladt Dem være, som De var, og den, De var, vilde De endnu være hos os, – det er jeg ligesaa sikker paa, som at jeg lever. – – –
I den berømte dagligstue er der alligevel bleven glattet bort mangen bekymring fra Deres pande; den var et fristed, naar stormen rasede og tordenen rullede, en sikker havn, naar det lille skib atter og atter blev hvirvlet rundt paa bølgerne. – – –»
Hvad hun end følte i sit indre, saa viste hun sig ligeoverfor verden kun som den høitstaaende beskytterinde. Gang paa gang skaffede hun betydelige summer tilveie for sin yndling. Det fremgaar af hendes breve, at hun fremdeles betalte en mængde regninger for ham, og at hun havde kautioneret for et større beløb.
«Denne sum maa betales i juni maaned,» skrev hun den 27de mai; «min ære og mit ord gaar for mig fremfor alt andet! Jeg kan og vil ikke indlade mig paa mere af den slags.»
Baade Unzelmann og hans hustru befandt sig i begyndelsen særdeles vel i Berlin; de pralede af det bifald, som de var gjenstand for, og de glemte alle hendes velgjerninger.
Deres bundløse utaknemmelighed beseirede hendes skuffelse. Hun blev ved at vise velvilje ligeoverfor kunstneren og hans familie, og hun udførte alle de forretninger, som han bad hende om. Men tonen i hendes breve forandredes efter nogle maaneders forløb. Neppe et halvt aar efter hans afreise fra Frankfurt tænkte Unzelmann paa at komme tilbage for at besøge hende; han tvivlede ikke paa,
