prokurator Lindheimer, der ligeledes var fra Frankfurt. 1727 egtede han hans sekstenaarige datter. Skjønt hun var sytten aar yngre end sin mand, blev egteskabet særdeles lykkeligt.
Fru Goethes moder var en fornem og overlegen natur; hendes mands modstandere saavel som hans venner har udelukkende talt godt om hende. Ved en fest, der blev holdt til ære for hertugen af Meiningen, medens hendes mand var overborgermester i Frankfurt, trængte en dame frem til det sæde, som var forbeholdt fru Textor. Overborgermesterinden traadte taus tilside for den paatrængende; hun fandt det under sin værdighed at hævde sin ret. Hertugen havde lagt merke til scenen; han gik frem til hende, bød hende armen og førte hende til hæderspladsen.
Tør man dømme efter et billede af den gamle fru Textor, maa hun have været en skjønhed i ungdommen. Værdighed laa udbredt over hele hendes personlighed. Hendes berømte dattersøn lignede hende; han havde de samme store, mørke øine samt hendes alvorlige blik og høie, mægtige pande.
Samme aar som Elisabeth blev født, blev Textor raadmand i Frankfurt.[1] Hun voksede op som den ældste i familien; thi to smaa brødre, der var ældre, døde straks efter fødselen. Senere fik hun tre søstre samt en eneste broder, der var otte aar yngre end hende. Ogsaa han blev jurist og borgermester i Frankfurt.
1747 blev Johan Wolfgang Textor valgt til øversteborgermester[2] for livstid. Han havde nu det høieste embede i Frankfurt; han var overdommer og
