venner, skjønt disse venner hjalp Dem i Deres dødsangst og De kan takke dem for, at De kunde reise bort som ærlig mand. Dengang stod Deres ære paa spil! – Man kan ikke godt disputere med en mand, der har saa eiendommelige grundsætninger!» –
Unzelmann sendte hende et brev, hvori han forsikrede hende, at han havde hende i hjertelig erindring. Samtidig meddelte han hende, at han ikke vilde komme tilbage til Frankfurt: han havde bundet sig for ti aar ved hofteatret i Berlin.
Denne efterretning bragte hende helt ud af fatning. Hun, som havde en helbred af jern, blev syg paa sjæl og legeme. Hun laa tre dage tilsengs. I sit næste brev forsikrede hun ham, at hun aldrig havde havt en sørgeligere pinse; og hun, som han skyldte saa uendelig meget, tiggede ham om et venligt ord. Samtidig var hun i angst for, at der skulde blive offentliggjort nedsættende artikler om ham i bladene i Frankfurt. For hende, der havde behandlet ham som en søn, vilde en avisskandale være i høi grad pinlig.
«Hver gang jeg ser en avis, skjælver jeg over hele legemet af frygt for, at Deres navn skal være nævnt paa skandaløs maade. – – Husarrest vilde have været meget mindre ærekrænkende, – kun faa mennesker vilde have hørt om det! Men aviser løber rundt overalt. Tænk endvidere paa sladderen i alle selskaber, og paa Deres veninde, som er midt i den; – hvad skal hun gjøre, og hvilken rolle skal hun nu spille? Har jeg ikke allerede taalt, tilgivet, baaret, lidt tilstrækkelig paa grund af Dem! – – Min hensigt var saa god, saa ærlig. Jeg vilde gjøre
