havde fornærmet Dalberg, der var teaterintendant i Mannheim, og som han skyldte mange penge.
Hun opbød alt for at formaa disse herrer til at tilgive ham og tage ham til naade. Samtidig opfordrede hun Unzelmann indtrængende til at gjøre Dalberg en undskyldning, ikke blot fordi det var hans pligt, men fordi det var den eneste maade, hvorpaa han kunde holde veien aaben for sin tilbagekomst.
Den forfængelige skuespiller negtede at gjøre det.
Den niende mai[1] skrev fru Goethe atter til ham:
«De vil altsaa berøve Dem Deres trofaste venners kjærlighed og styrte Dem i ulykke paa grund af Deres dumme stolthed og ærgjerrighed, som er anbragt aldeles paa urette sted. Har Deres heftige, opbrusende, voldsomme optræden endnu ikke gjort Dem nok fortræd? Vil De aldrig følge de raad, som De faar af Deres prøvede venner, som De skylder saa stor taknemmelighed? I Guds navn, gjør, hvad De vil, – men hold den høisindede greve udenfor! Misbrug ikke paa en saa afskylig maade hans ædle tillid! Hvis De gjør det, er dette, det sidste brev, De faar fra mig i Deres liv; thi en mand, som ikke alene glemmer de største velgjerninger saa hurtig, men endog bryder sit ord til vennen, kan ikke være min ven.
De mener, at det ikke er overensstemmende med Deres ære at bede Dalberg om tilgivelse. Det skader ikke æren det allerringeste, at man gjør en undskyldning; det er menneskeligt at feile. – – Paa dette punkt er De meget øm om Deres ære! Men det stemmer med Deres ære at fornærme Deres
- ↑ 1788.
