fra hendes rene sind. Gjennem den moderlige deltagelse, hun viste ham, og hendes interesse for talentet skimter man alligevel saa varme følelser, at man fristes til at tro, at hun omfattede den karaktersvage kunstner med en hengivenhed, der var langt større, end han fortjente.
Den ære, som hun viste ham ved sin kunstbegeistring, gjorde ham overmodig. Paa grund af pengeforlegenhed og intriger, men især paa grund af sin ærgjerrighed, længtede han efter at komme i andre forhold.
I begyndelsen af 1788 var han i Mainz. Hans rykkere var paa jagt efter ham. Fru Goethe tog sig energisk af hans sag. Hun frygtede, at han vilde blive kastet i gjældsfængsel, hvis han viste sig i Frankfurt, og hun lovede at gjøre alt, hvad hun kunde, for at hjælpe ham ud af hans forlegenhed. Gjentagne gange opfordrede hun ham til at holde sig borte, indtil sagen var ordnet paa den ene eller den anden maade.
«Deres to venner, greven[1] og jeg, faar derved tid til at tænke os om; for øieblikket er det umuligt for mig,» skrev hun til ham.
Alligevel kom han til Frankfurt straks efter, og han optraadte flere gange. Men pludselig brød han sin kontrakt, forsvandt fra sit selskab og drog til Berlin uden at sige farvel til fru Goethe, skjønt han benyttede hendes penge til reisen.
Hun skrev til ham:[2]
«Den dag De reiste, sendte jeg den tykke Iris[3]
