Han var humoristisk som fru Aja, og hun følte sig særdeles tiltrukket af ham, skjønt han var letsindig i pengesager og meget forfængelig og misundelig paa sine kolleger. Han var den eneste, der fik lov til at kalde hende ved hendes fornavn. Han havde sin egen stol med puder i hendes dagligstue, og han tømte mange flasker af hendes bedste vin.
Det fremgaar af brevvekslingen mellem dem, at de sammen læste «Essex», der omhandler Elisabeth af Englands forhold til den unge og skjønne adelsmand, – et forhold, der ikke er helt uligt hendes forhold til kunstneren.
At hun i begyndelsen af deres bekjendtskab lod sig føre bag lyset af ham, ser man af et brev fra en dame, der undertegner sig «Hans», og hvis forældre ofte besøgte hende. Hun omtaler, at fru Goethe allerede saa tidlig betalte hans regninger og var misfornøiet over hans ødselhed. Brevskriverinden raader ham til at snakke hende efter munden og at huske at lykønske hende i anledning af hendes navnedag; «thi du forstaar at tage hende fra hendes svage side», tilføier hun.
Vaaren 1785 brød der ild ud i teatret i Frankfurt, og Grossmann mistede alt, hvad han eiede. Han forlod byen og overtog teatret i Hannover; men Unzelmann vendte samme høst tilbage med et andet selskab. Fru Goethe modtog ham og hans hustru med aabne arme, og venskabet blev end mere befæstet.
Det er ikke paafaldende, at hun hjalp den letsindige og trængende kunstner; hun havde ogsaa laant Grossmann penge, og hun havde taget parti for ham mod alle andre teaterdirektører. Men paafaldende er
