har tilhørt. Jeg holder inderlig af menneskene, og det føler gamle og unge. Jeg gaar gjennem verden uden fordringer, og det behager Evas sønner og døtre. Jeg præker aldrig moral for nogen, søger altid at opdage den gode side og overlader den daarlige til Ham, som skabte menneskene, og som bedst forstaar at slibe de skarpe hjørner. Jeg befinder mig vel ved denne metode og er lykkelig og fornøiet.»
Fru Goethe og teatret. – Skuespiller Unzelmann.
Fru Goethe havde fra barndommen næret en sterk interesse for skuespilkunst. Hendes store dramatiske begavelse er bleven fremhævet af berømte kunstnere og kunstnerinder. Hun betragtede teatret som en opdragelsesanstalt for folket. Naar hendes søns dramaer blev opført i Frankfurt, optraadte hun som en kongemoder, med stolt og naturlig værdighed.
Hendes varme interesse for teatret var parret med dyb forstaaelse for dramatisk digtning. Hun læste med forkjærlighed kritiske artikler og recensioner, og hun omgikkes ivrig en af datidens mest frygtede kritikere, professor Schneider, der tilegnede hende første bind af sine samlede afhandlinger om skuespilkunst.
Skjønt man i den tid foragtelig saa ned paa scenens børn, aabnede hun gjestfrit sit hus for dem; hun sluttede varmt venskab med flere af dem, og takket være hendes rige erfaring og klare blik, kunde hun give de unge raad, som var nyttige for deres udvikling.
Forfatteren og skuespilleren Julius Schütz fortæller:
