min the! Derpaa lod vi os takle nydelig til; vi pyntede og fiffede os op, naar pudderguderne var færdige med os. Saa satte vi os ligeoverfor hinanden ved bordet. Klokken to jagede jeg – ofte temmelig uskikkelig – min Cherubi[1] afsted paa markedet. Vi mødtes igjen i teatret og gik sammen hjem. – Endelig havde vi et husligt duodrama, medens den tykke Catharina lyste for os og Greineld og Marie var publikum. Det var en kostelig komedie!»
Venskabet var bleven styrket ved det personlige samvær, og brevvekslingen fortsatte.
«Det er smukt af Dem, at De endnu tænker paa mig,» skrev hun den 10de december. «Jeg og mine venner har heller ikke glemt Dem, kjære Fritz, og vi kommer heller ikke til at gjøre det! – – Jeg er forøvrig i godt humør, og det er hovedsagen! I min lille husholdning er alt, som da De var her. Men da det nu behager solen at ligge længer i sin seng, saa gjør jeg ligesaa; jeg kommer ikke op af dynerne før klokken halv ni og indser heller ikke, hvorfor jeg skulde anstrenge mig. Ro er min lyksalighed, og da Gud skjænker mig den, modtager jeg den med tak!» –
«Det glæder mig meget, at Deres hr. søn var saa tilfreds med sit ophold hos mig,». skrev hun til Charlotte von Stein. «Jeg gjorde i ethvert tilfælde alt, forat han skulde føle sig vel i min fødeby, og jeg er glad over, at det er lykkedes for mig. Gud har vist mig den naade, at endnu intet menneske er gaat misfornøiet fra mig, hvilken stand, alder eller kjøn han end
- ↑ Under besøget havde fru Goethe og Fritz overværet den første opførelse af Mozartz' opera «Figaros bryllup». Fru Goethe kaldte ham spøgefuldt «Cherubi» efter pagen i denne opera.
