«Reiselivet har aldrig havt tiltrækning for mig, og for tiden er det omtrent umuligt for mig at reise,» svarede hun. «Det vilde være for vidtløftig at nævne alle de grunde, der hindrer mig; da De ikke fuldtud kjender mine forhold, vilde De alligevel ikke forstaa mig, min kjære søn!»
Hun sendte ham ofte gaver. Da hun fik en silhuet af ham og en beskrivelse af hans person, sendte hun ham en beskrivelse af sig selv, og to silhuetter. Den 9de september 1784 skrev hun:
«At kjende sig selv er den eneste vei til at blive ædel, stor og nyttig for sine medmennesker. Den, som ikke ser sine feil, eller ikke ønsker at se dem, bliver i tidens løb uudstaalig, forfængelig, intolerant. – Men ligesaa nødvendigt, ligesaa nyttigt er det, at vi kjender det gode, som vi er i besiddelse af. – Et menneske, der ikke forstaar sit værd, der ikke kjender sin egen kraft, og som derfor ikke tror paa sig selv, er en holdningsløs dumrian, som gaar i ledebaand til sine dages ende, og som gjennem seculum seculorum bliver ved at være et barn. – – –
At De ønsker en nøiagtig beskrivelse af min person, er et stort bevis paa Deres hengivenhed og venskab. Indlagt sender jeg Dem to silhuetter. Paa den store er min næse rigtignok for tyk, og paa den lille ser jeg for ung ud; men i det hele taget er der adskillig lighed.
Jeg er temmelig høi og ret fyldig, har brune øine og brunt haar, – og jeg skulde vel kunne paatage mig at spille prins Hamlets moder. Mange mennesker – blandt dem fyrstinden af Dessau – paastaar, at man øieblikkelig ser, at Goethe er min søn. Jeg
