lettere kan De forstaa, at det ofte har beredt mig tunge timer, at han er saa langt borte fra mig,» skrev fru Goethe. «De, min lille ven, kunde gjøre et stort og godt verk! – De er altid hos min søn og ved derfor mere om ham end nogen anden. Vil De ikke holde en liden dagbog og sende mig den hver maaned? Det vil ikke skaffe Dem meget arbeide, – kun paa følgende maade: I gaar var Goethe i teatret, om aftenen i selskab, idag havde vi fremmede. o. s. v.
Jeg vilde da paa en vis maade leve hos eder, glæde mig i eders glæder, og adskillelsen vilde falde mindre tung. – Det er ikke stort besvær for Dem at skrive en linje morgen og aften, men mig vilde det være uendelig kjært.»
Fritz opfyldte hendes ønske.
«Den mindste begivenhed, De fortæller mig, er mere interessant for mig end alt, hvad der sker i den vide verden,» sagde moderen.
