og hun var ingen skjønhed. Men hun hørte til de fornemste i det lille hertugdømme, havde fra ungdommen været ved hoffet, og hun havde beundret den unge digter, allerede før hun kjendte ham.
Skjønt hun i begyndelsen kun bød ham venskab istedetfor den efterlængtede kjærlighed, blev hun ham snart uundværlig.
Det er til hende han har skrevet:
«Warum gabst du uns die tiefen Blicke,
Unsre Zukunft ahnungsvoll zu schaun,
Unsrer Liebe, unserm Erdenglücke,
Wähnend selig nimmer hinzutraun?
Warum gabst uns, Schicksal, die Gefühle
Unser wahr Verhältniss auszuspähn?
Sag, was will das Schicksal uns bereiten?
Sag, wie band es uns so rein genau?
Ach, du warst in abgelebten Zeiten
Meine Schwester oder meine Frau.
Kanntest jeden Zug in meinem Wesen,
Spähtest, wie die reinste Nerve klingt,
Konntest mich mit einem Blicke lesen,
Den so schwer ein sterblich Aug' durchdringt.
Tropftest Mässigung dem heissen Blute,
Richtetest den wilden, irren Lauf,
Und in deinen Engelsarmen ruhte
Die zerstörte Brust sich wieder auf.»
Goethe elskede børn. Da han var flyttet ind til byen fra sit kjære havehus, tog han hendes yngste søn Fritz til sig. «Han er et ualmindelig elskværdigt og vakkert barn paa ti aar, der bereder mig hyggelige timer og opmuntrer mig i mit alvor og min ensomhed,» skrev han til sin moder.
Fru Aja traadte helt i baggrunden for fru von Stein.
