I forhold til min helbred befinder jeg mig vel; jeg kan udføre mine arbeider, nyde omgangen med gode venner og har tid og kraft tilovers for en og anden yndlingsbeskjæftigelse. Jeg kan ikke tænke eller drømme om en stilling, der skulde passe mig bedre; thi jeg kjender jo verden og ved, hvad der er paa den anden side af bjergene.
De paa Deres side bør glæde Dem over, at jeg nu lever, selv om jeg skulde gaa bort før Dem. Jeg har ikke gjort Dem skam, efterlader gode venner og et godt navn; og Deres bedste trøst vil være, at jeg dog ikke dør.
Vær imidlertid rolig! Kanske under skjæbnen os en skjøn alderdom sammen, som vi da ogsaa vil nyde med taknemmelighed.» –
Sommeren 1782 var Goethe bleven ministerpræsident. Samme aar oversendte Karl August ham hans adelsdiplom, der var undertegnet af keiser Joseph den anden.
Den store embedsvirksomhed, der hvilede paa hans skuldre, optog hans tanker og hans tid; men midt i arbeidet glemte han ikke sin moder, skjønt han saa hende sjelden. Hendes breve glædede ham overordentlig, og han pleiede at citere udtalelser af hende.
Hans pligter som statsmand var forøvrig ikke det eneste, der holdt ham fast i Weimar og hindrede ham fra at besøge hende.
Da han gjorde de første skridt paa hoffets glatbonede gulv, hvor han i begyndelsen følte sig lidet hjemme, var han straks bleven fængslet af en fuldendt verdensdame, fru Charlotte von Stein.
Hun havde været gift i ti aar, havde havt syv børn,
