bliver prægtig smykket baade udvendig og indvendig, og at det bliver et af de smukkeste i Weimar.»
Digtermoderen var baade glad og stolt over, at saa mange besøgte hende, og over, at hun ikke behøvede at forlade Frankfurt for at se Tysklands berømtheder. Men den eneste gjest, som hun længtede efter, var Goethe. Hun skrev til hertuginden:
«De kommer hid fra øst og vest, fra syd og nord, – mennesker, som gjerne for mig kunde holde sig borte! Men min søn Wolf kommer ikke.»
Hun var meget ængstelig for ham; en veninde havde fortalt hende, at han saa syg og overanstrengt ud. Sønnen beroligede hende:[1]
«Af Deres brev, kjære moder, ser jeg til min store glæde, at De befinder Dem vel og nyder livets behageligheder, saa godt De kan. – – – Fru Bätty[2] har forøvrig optraadt yderst taktløst og ikke tænkt paa moderhjertets følelser, naar hun har ødelagt, om end kun et øieblik for Dem med en saadan sladderhistorie som beretningen om mig. De har aldrig kjendt mig tykhovedet og med mave; det er naturligt, at man bliver alvorlig af alvorlige gjøremaal, navnlig naar man er tænkende og ønsker at gjøre det, som er godt og ret i verden.
Hvis man den sørgelige vinter 69 havde sagt Dem, at man paa denne maade «atter skulde plante vin paa Samarias bjerge og blæse fløite dertil», vilde De have modtaget budskabet med stor jubel.
Lad os derfor tage disse aar som en naadegave. Saaledes bør vi overhovedet med taknemmelighed modtage hele vort liv og hvert aar, der bliver lagt til de andre.
