mange ventede mere af et besøg hos hende end af et besøg hos sønnen, som ifølge rygtet var ret utilnærmelig.
Med en dronnings trygge værdighed modtog hun den hyldest, som man ydede hende som Goethes moder. Hun viste gjerne sine gjester de værelser, hvor han havde legt, og hvor han havde skrevet «Götz» og «Werther». Aldrig var hendes blik mere straalende, end naar hun fortalte om hans barndom og første ungdom.
Blandt de mange, der søgte hende i disse aar, var forfatterinden Elisa von der Recke. Hendes selskabsdame skrev i sin dagbog:
«Raadsherinde Goethe er endnu ungdommelig, livlig, ildfuld og meget talende. Naar hendes søn nævnes, giver hun med fornøielse alle mulige oplysninger. Man kan ikke gjøre hende en større glæde end ved at vise sig ivrig for at høre om ham.»
«Efterat store aander, profeter, genier og den slags mennesker har været Deres gjester, hører man ikke længer hverken ondt eller godt fra fru Aja,» skrev hertuginde Anna Amalie.[1] «Jeg vover kun fra det fjerne at banke paa døren til den blaa stue og spørge: Hvordan staar det til med fru raadsherinden? Mon hun endnu kaster et blik til vennerne i det fjerne? – Skulde mine spørgsmaal komme ubeleilig og forstyrre Dem i Deres betragtninger, saa tilgiv det paa grund af min trang til at høre noget fra fru Aja efter en saa lang taushed.
Herfra kunde jeg fortælle Dem meget vakkert, blandt andet at hr. geheimeraad von Goethes palads
- ↑ Den 17de oktober 1782.
