i anledning af min mands død, har rørt mig dybt,» skrev fru Goethe til hertuginden. «Bedring var umulig; man kunde daglig vente det, som fandt sted den 25de mai, men jeg troede ikke, at det skulde gaa saa hurtig. – Maatte Gud i sin naade bevare alle fra et saadant liv, som han førte i de sidste to aar. – –
Nu fortæller fru Aja sig de deiligste eventyr om en reise til Weimar. Jeg haaber sikkert, at himlen vil unde mig denne usigelige glæde! Det kan dog ikke ske saa hurtig. Men taalmodighed, – jeg skal forsøge at bringe orden i alle mine pakkenelliker og vil derpaa ile avsted paa vindens vinger til den plet, som indeslutter alt, hvad der for mig er høit og kjært og dyrebart paa jorden.»
Hun var flere gange paa vei til at udføre sin plan, men hver gang stillede der sig hindringer i veien.
Selv som ung pige var hun sjelden og ugjerne reist bort fra sin fødeby; end mindre havde hun lyst til det som ældre, da hun var fastknyttet til sit hyggelige hjem og rodfæstet i sine daglige vaner. Hun sagde ofte, at hun ikke var istand til at rive sig løs fra en kreds, som hun havde kjær, og at hun ikke
