Gaver og breve fra Weimar beredte hende visselig festdage, som hun selv sagde. Men i det daglige liv følte hun sig meget ensom, og tunge byrder hvilte paa hendes skuldre. Skjønt hendes tanker kredsede om Weimar, fandt hun næsten ikke tid til at svare paa hertugindens breve. Den 16de december 1781 skrev hun til hende:
«For længe siden vilde jeg have besvaret Deres brev af 20de oktober; men mange forretninger, som fader før besørgede, ligger nu mig paa halsen og har hindret mig. – – I dette hverdagsliv kan man desværre ikke have alt efter ønske, og vi maa alle være tilfredse med vor lod i verden. Man kommer ikke et haarsbred videre, fordi om man knurrer og murrer, – skjebnen dreier sit hjul, enten vi ler eller græder. Derfor vil vi gjøre den smule, vi kan, ud af vort liv og ikke skabe os mørke dage, uden naar vi er i høieste nød.
Deres høihed maa være saa naadig at hjælpe til, at min søn faar en vinterbolig i byen. Hver gang vi har daarligt veir (hvilket netop er tilfældet nu, da det regner ustanselig), falder det mig tungt paa hjerte, at doktor Wolf maa gaa derude i sin have, og at det kan have alle mulige slemme følger for ham. Deres høihed vilde faa uendelig tak af fru Aja, hvis De vilde hjælpe til at løfte denne byrde fra hendes sind.»
«Kjæreste fru Aja,» svarede hertuginden. «Det er mig meget kjært at kunne meddele Dem, at Deres elskede hjertebarn i naade har besluttet at leie et hus i byen. Han kan rigtignok ikke flytte did før til paaske; thi de nuværende leiere har kontraktmæssig
