fin har jeg aldrig tidligere været. Men jeg kommer ogsaa til at trække dem af og paa hver morgen og aften med den respekt og ærbødighed, som sømmer sig. – Deres høihed maa have store tanker om min fylde: jeg faar to par af det ene, og det er saa meget bedre; thi en saadan ære vil neppe nogensinde mere vederfares min krop. – –
Til min kjære frøken Thusnelde kommer jeg i en saa overvældende taknemmelighed, at jeg er rigtig ængstelig paa grund af min medfødte dovenskab. Om jeg anstrengte mig til den yderste dag, vilde jeg aldrig kunne faa udført et saa storartet arbeide. Jeg martres paa den anden side af min kvindelige stolthed og forfængelighed og ved slet ikke, hvad jeg skal gjøre.
Da døden er det eneste, man ikke har et middel mod, haaber jeg, trods alt, at trække mig ud af forlegenheden med ære. Inden mit mesterverk kommer – thi det vilde være spot og skam, om hun kun fik et almindeligt brev! –, beder jeg Deres høihed om foreløbig tusinde gange at takke den kjære, gode frøken fra mig og sige hende, hvor meget hun har glædet mig ved sin elskværdige, kjærlige erindring. Sig hende, at den prægtige tegnebog kommer til at følge mig overalt, i store og smaa selskaber. Som tilfældig kommer fru Aja til at søge efter et brev eller et lidet vers, og alle kommer til at gjøre store øine: «Fru raadsherinde! hvad har De der?» Jeg stiller mig i positur, hoster og sætter op en vigtig mine. Saa begynder jeg at fortælle historien, og til min store fryd drypper ære, pris og lov ned over min kjære frøken.»
