mellem den trange, borgerlige kreds, der bevæger sig langsomt, og mit vidtskuende, raske væsen, vilde have gjort mig rasende. Tiltrods for min livlige indbildningskraft og min forstaaelse for alt mennskeligt vilde jeg altid have været ukjendt med verden; jeg vilde være vedbleven at være et barn, der næsten altid bliver utaaleligt for sig selv og andre, paa grund af indbilskhed og dermed beslegtede feil.
Hvor meget bedre var det ikke, at jeg blev stillet i forhold, som jeg ikke i nogen henseende var moden for, men hvor jeg havde anledning til at lære baade mig selv og andre at kjende gjennem feil paa grund af overgreb og overilelser, og hvor jeg overladt til mig og skjebnen gjennemgik en mængde prøvelser, som hundreder af mennesker ikke trænger, men som var høist nødvendige for min udvikling. – –
De ser, hvor langt jeg er fra den hypokondre sygelighed, der gjør saa mange misfornøiede med tilværelsen, og at kun de alvorligste overveielser eller aldeles eiendommelige og uventede begivenheder kunde bevæge mig til at forlade min post.
