ligesaa stor daarskab at rive dig bort fra din virkekreds, hvis det ikke var nødvendigt. Du er selv herre over din skjebne; – prøv alt og vælg det bedste! Jeg vil ikke have bebreidelser i fremtiden, hverken for det ene eller for det andet. Nu ved du min mening, og dermed punktum! Det vilde rigtignok være glædeligt, om du kunde komme hid til høstmarkedet og jeg kunde faa tale med dig om alt. Men ogsaa dette overlader jeg til dig.»
Goethe svarede sin moder:[1]
«Hidtil har jeg manglet tid og ro til at besvare Deres kjære, forrige brev. Det var en stor glæde at gjenfinde og med Deres haandskrift at læse Deres gamle og kjendte følelser for mig. Jeg beder Dem om ikke at være urolig paa grund af mig og om ikke at lade Dem vildlede af noget. Min helbred er langt bedre end jeg i tidligere dage kunde vente og haabe; og da den er saa god, at jeg kan udføre ialfald den største del af det, der paahviler mig, har jeg al grund til at være tilfreds. Hvad min stilling angaar, passer den mig godt, skjønt jeg har meget at gjøre; det bedste bevis er, at jeg ikke kunde tænke mig nogen anden, som jeg kunde have lyst at gaa over til. – – –
Merck og flere andre bedømmer min stilling aldeles forkjert. De har kun øie for det, som jeg ofrer. De ser ikke det, jeg vinder, og at hver dag bliver rigere, fordi jeg yder saa meget.
De husker den tid, som jeg tilbragte hos Dem, før jeg reiste hid; om disse forhold skulde vedblevet, vilde jeg sikkert være gaat tilgrunde. Modsætningen
- ↑ Den 11te august 1781.
