andre former hos ham, der beskjæftigede sig med livets dybe gaader, end hos «Frau Rat», der hele livet sad paa samme plet og modtog gjester ved sit runde bord. Men fælles for moder og søn var en sund optimisme og en altomfattende menneskekjærlighed. Fru Goethe sagde om sin Wolfgang: «Han er i besiddelse af den lykkelige egenskab, at alle, som kommer i berøring med ham, elsker ham.» Denne lykkelige egenskab var en arv efter hende.
Ved siden af hendes «Frohnatur» havde han – siger han selv – taget digtelysten i arv efter hende; han havde hendes kraftige fantasi, hendes billedrige sprog, hendes modtagelighed for alt, hvad der var høit og ædelt, og hendes evne til at skimte det storslagne i dagliglivets stræv.
Ved udarbeidelsen af efterfølgende bog har jeg benyttet Goethes selvbiografi og hans andre hovedverker, hvoraf jeg har kjendt de fleste allerede fra mine studieaar i Tyskland. Endvidere har jeg omhyggelig læst de bedste tyske Goethe- og fru Goethe-biografier, og jeg skylder navnlig Karl Heinemann og Richard M. Meyer stor tak.
Ogsaa Bettina von Arnim har været mig til megen nytte. I sin berømte bog: «Goethes Briefwechsel mit einem Kinde», skildrer hun udførlig sit samvær med Goethes moder. Begivenheder er kastede mellem hverandre, og flere breve og samtaler er fantastisk udsmykkede. Alligevel bærer bogen i det store og hele sandhedens præg. Man ved desuden gjennem Goethes efterladte papirer, at han betragtede optegnelserne som sandfærdige, og han benyttede dem selv.
