og von Seckendorf atter var her, at han havde talt med dem og spist aften sammen med dem. –
«Jeg har slet ingen efterretninger fra Weimar; De ved, hr. Merck, at menneskene der saa ofte forsømmer at skrive. Hvis De har hørt noget, saa sig mig det! Doktoren er vel ikke syg?»
«Nei,» sagde han, «det ved jeg intet om. Alligevel bør De under enhver omstændighed søge at faa ham hid igjen; det afskylige klimat er sikkert ikke heldigt for ham. Hovedsagen har han udført; hertugen er nu, som han bør være. Den øvrige skidt kan en anden gjøre – dertil er Goethe for god,» o. s. v.
Du kan tænke, hvordan jeg blev tilmode, navnlig fordi jeg fuldt og fast troede, at von Kalb eller von Seckendorf havde faat daarlige efterretninger fra Weimar og havde fortalt det til Merck.
Straks jeg blev alene, blev mit hoved overfyldt af bekymringer. Snart vilde jeg skrive til hertugen, snart til enkehertuginden, snart til dig. Havde jeg ikke tirsdag havt hænderne fulde af arbeide, vilde der sikkert være hændt noget. Som det nu var, blev postdagen forsømt; men fredag skulde utallige breve sendes ud i verden. Torsdag kom dit kjære brev i forkjøbet for mit skriveri; da du siger, at du er frisk, er jeg for denne gang lettet for mine bekymringer.
Kjære søn, lad mig sige dig et ord: du maa selv bedst vide, hvad der er til dit vel! Men da min stilling nu er saadan, at jeg er herre og mester, og altsaa uhindret kunde skaffe dig gode og rolige dage, kan du let forstaa, hvor usigelig det vilde bedrøve mig, om du satte helbred og kræfter til i din tjeneste. – – Paa den anden side vilde det være en
