bakke; han er fuldstændig sløv – hukommelsen, bevidsthed, alt er borte; han fører et rent planteliv.»
Efterat han første gang havde faat slag, havde hun forsøgt at arbeide sig ind i hans forretninger, og hun havde besørget alt efter hans anvisninger. Han blev for anden gang rammet af slag og kunde nu hverken spise selv eller tale tydelig. Hans tilstand havde en eneste god ting i sit følge: hun fik omsider raadighed over formuen.
Merck, der ofte besøgte Weimar, vakte fru Ajas uro ved sin beskrivelse af det usunde klimat, det fugtige havehus, som Goethe beboede, samt de mange vanskeligheder, han havde at kjæmpe mod. Selv den godtroende raadsherinde begyndte at ane, at ikke alt var lyst for hendes «Hätschelhans».
Den 17de juni 1781 skrev hun til sin søn:
«Von Kalb og von Seckendorf har været hos mig og syntes at være i godt humør. Da jeg vidste, at førstnævnte ikke længer er din saa gode ven, var jeg visselig særdeles høflig, men jeg vogtede mig vel for at raabe høit af glæde, hver gang dit navn blev nævnt, hvilket jo ellers er fru Ajas skik. Tvertimod, jeg spilte mine kort saa fint, som om jeg var bleven opammet ved det største hof – – –.
Den sjette kom jeg hjem fra mit mandagsselskab. Pigerne sagde, at Merck havde været her og vilde komme igjen imorgen. Jeg tog mit tøi af, vilde netop sætte mig tilbords – klokken var næsten ti – da Merck allerede var der. Det sildige besøg forbausede mig en smule. Endnu uroligere blev jeg, da han spurgte, om jeg ingen gode efterretninger havde fra Weimar. Han fortalte derpaa, at von Kalb
