Kort før raadsherrens død var Schlosser og Johanna med sine børn flere gange i Frankfurt. Og i december maaned 1780 dukkede musikeren Kranz atter op ved det runde bord.
Fru Goethe skrev til Anna Amalie:
«Hr. Kranz's uventede besøg glædede os meget. Vi havde det rigtig fornøielig sammen og drak det høie fyrstehus Eisenach og Weimars skaal i vor ældgamle rhinskvin. Glæden oplivede endog den gamle fader; han trykkede gjentagne gange Kranz's hænder og græd bittert, da han reiste. Jeg har ikke paa længe set min mand saa rørt.»
Det gik nu hurtig nedad med den gamle; til alle tider trængte han hendes hjælp.
Sommeren 1781 skrev hun til sønnen:
«Man maa dybt beklage fader; legemlig befinder han sig nogenlunde vel, men aandelig er han i høi grad sløvet. Forøvrig er han ganske fornøiet, kun er det overmaade slemt, naar han plages af kjedsomhed. Det morer ham, at første etage sættes istand. Min dagligstue er færdig; han viser den til alle mennesker og siger: «Dette har fru Aja gjort – ikke sandt, det er vakkert!» – Nu bliver kjøkkenet indrettet; det morer ham ligeledes meget, og jeg takker Gud for mit gode indfald. Paa den maade gaar ialfald sommeren; thi jeg bliver ikke færdig før august. Og kommer tid, kommer raad.
To maaneder senere skrev hun til Lavater:
«Hos os staar det daarlig til. Jeg for min del er, Gud ske tak, endnu den samme som før, frisk, munter og i godt humør. Men med den stakkels raadsherre har det i det sidste aar gaat meget nedad
