af fremragende personer, som en udmerkelse, der udelukkende skyldtes hendes søn; og det var ikke frit for, at hun følte en til ærefrygt grænsende forbauselse over, at en saa høit begavet mand var født af hende. At han var saa langt borte, var hendes livs store savn. Skjønt hun saa ham sjelden, fulgte hun ham altid med samme kjærlighed; naar hun fik gode efterretninger fra Weimar, var hun glad og tilfreds, og hun var sikker paa, at han vilde vende tilbage til hende, naar han trængte til hende.
Den største af hendes glæder var at sende gaver til ham og hans nærmeste. Naar hun uventet fik penge, eller naar hun hørte, at han havde store udgifter, sendte hun betydelige summer til ham; selv i hans ældre aar løftede hun mangt et økonomisk tryk fra hans skuldre.[1]
Sønnens kjærlige deltagelse og brevene fra Anna Amalie var til stor trøst for hende, medens hun pleiede sin syge mand. Wolfgang bad hende om ikke at stænge sig ude fra verden, men søge at bevare sit lyse sind. Han sendte stadig venner for at opmuntre hende.
Knebel kom flere gange; senere kom den skjønne fru Branconi, som han havde truffet i Schweiz.
«Bring moder min hilsen,» skrev han til hende, «sig hende noget rigtig vakkert fra mig!»
Ogsaa Lotte Kestner besøgte hende paa hans bøn, og hun kom til at holde særdeles meget af hende.
- ↑ I Goethe-museet i Weimar findes en seddel, der er skrevet med fru Ajas haandskrift. Hun har paa dette papir noteret de store kontante summer, som hun sendte Goethe i aarene mellem 1778 og 1801.
