tage sig sammen for at hindre, «at Sauls urolige aand skulde gribe hende i haarene».
«Min ære var næsten for stor og min glæde over alle grænser,» skrev hun. «Nu kommer hverdagen og de dage, som ikke behager os.»
Regninger strømmede ind fra alle kanter, men hun havde ingen penge til at betale dem, og raadsherren holdt fast om sin pung.
Merck, der fremdeles boede hos hende, naar han var i Frankfurt, forstod det hele.
«Den gamle mand er aldeles umulig,» skrev han til Anna Amalie. «I sin gnieragtighed giver han sin hustru ikke en daler mere i ugepenge, naar hertugen bor fire uger i hans hus. Og dette menneske er Goethes fader og fru Ajas egtemand! – – Det er mig ubegribeligt, hvorfor Gud lader slige mennesker leve!»
Karl August ordnede sagen paa en taktfuld maade: Han sendte en sum til Merck, der fik det hverv at levere pengene til fru Aja som erstatning for de udlæg, hun havde havt paa grund af ham. Han bad om, at hverken den gamle eller den unge Goethe nogensinde maatte faa vide det.
Fru Goethes uro for sønnen. – Brevveksling mellem moder og søn.
I fru Ajas egne øine var det hendes største ros og ære, at hun var moder til den store Goethe.
Hun betragtede det venskab, der blev vist hende
