den gamle ven! For mig var det en hjerteglæde at se, hvordan alle holdt lige meget af ham som før, og at se lørdagssmaapigernes og slegtninges og venners jubel samt min gamle moders fryd. Alverden ønskede ogsaa at se Goethes hertug. Min dagligstue var altid fuld af mennesker, der ventede taalmodig, til hans høihed kom ned ad trappen, traadte venlig ind i stuen, lod sig betragte og talte med en og anden. Alle tilstedeværende var glade og fornøiede. Jeg maatte skrive en krønike og ikke et brev til Deres høihed, hvis jeg skulde fortælle alt, hvad der har tildraget sig hos os i disse fem lykkelige dage.»
Fra Basel sendte Karl August et takkebrev til fru Goethe:
«Kjære moder Aja!
Takket være Deres gode, venlige modtagelse, og Deres omsorg for os i Frankfurt, har vi nu kræfter og den udholdenhed, vi trænger. Vær vis paa, kjære fru raadsherinde, at jeg er og altid vil være Dem i høi grad taknemmelig for den store godhed, som De og hr. raadsherren har vist os. Vær ligeledes overbevist om, at jeg sætter Dem høit og holder meget af Dem.»
Ved juletid kom de reisende igjen til Frankfurt, denne gang paa et længre besøg; moderen havde nu leilighed til at lære sin søns ven nærmere at kjende.
Efter hertugens hjemkomst sendte han hende sin buste. «De ved, at jeg elsker og ærer Dem; jeg behøver derfor ikke at gjentage det,» skrev han.
Da sønnen var reist, blev fru Ajas lyserøde humør atter «loppefarvet», som hun sagde. Hun maatte
