misundte ikke de salige guder i den høie Olymp hverken deres himmel, deres ambrosia og nektar eller deres vokal- og instrumentalmusik. Jeg tror neppe, at et dødeligt væsen har smagt en større og renere glæde end vi lykkelige forældre paa denne dag fuld af fryd. – –
For at overraske os var hans høihed, vor naadigste fyrste, stegen af vognen et stykke fra vort hus. Han nærmede sig gadedøren ganske stille, ringte paa klokken og traadte ind i den blaa stue. Tænk Dem fru Aja siddende ved det runde bord, da døren gik op, da hendes hjertebarn («Hätschelhans») faldt hende om halsen. Hertugen blev staaende i nogen afstand som tilskuer til en moders glæde.
Deres høihed kan tænke Dem, hvordan fru Aja beruset af glæde, halvt leende, halvt grædende løb hen til den elskværdige fyrste. – Scenen med fader er ikke til at beskrive; jeg var bange for, at han skulde dø paa stedet! Endnu idag, en tid efter hans høiheds afreise, er han ikke rigtig kommen til sig selv, og det gaar ikke fru Aja stort bedre. – Deres høihed kan let tænke, hvor lykkelige vi var disse fem dage. Merck kom og opførte sig nogenlunde; Mefistofeles kan han aldrig lade blive helt hjemme – det er man vant til.»
Fjorten dage efter skrev hun igjen til hende:
«Jeg fandt, at mit hjertebarn havde forandret sig meget til sin fordel. Han ser friskere ud og er i enhver henseende bleven mere mandig. Men til stor glæde for alle hans gamle bekjendte er han den samme som før i sjæl og sind. Alle gjenfandt i ham
