«Men da jeg ogsaa gjerne vil, «at vinen skal lykkes vel paa Samarias bjerg, og at man skal blæse fløite dertil» – saa er det mit høieste ønske, at De og fader vil modtage os med aabne og varme hjerter og takke Gud, der lader eder gjense eders søn under saa ærefulde forhold.
Da jeg har modstaat alle fristelser til at flygte herfra og overraske eder, vilde jeg ogsaa gjerne nyde denne reise fuldt og helt. Jeg venter ikke det umulige! Gud har ikke villet, at fader skulde høste de frugter, som han har ønsket saa længselsfuldt, og som nu er modne. Han har ødelagt hans appetit, og derved er intet at gjøre! Fra den side venter jeg ikke andet end den optræden, som hans humør indblæser ham. Men jeg vilde gjerne se Dem rigtig glad og berede Dem en saa lykkelig dag, som De aldrig har havt før i Deres liv.
Jeg har alt, hvad et menneske kan ønske. Jeg øver mig i livets kunst og vokser daglig, og jeg kommer denne gang frisk, uden lidenskaber, uden forvirrede begreber og mørke tanker, – som en, som Gud elsker, og som har tilbagelagt halvparten af sit liv. Takket være tidligere lidelser har jeg godt haab for fremtiden; men jeg er ogsaa rustet mod kommende lidelser. Hvis jeg træffer Dem fornøiet, vil jeg med glæde vende tilbage til dagens møie og arbeide, som venter mig.
Svar mig straks udførlig. Vi kommer muligens midt i september. De skal faa vide alle nærmere enkeltheder, naar jeg har modtaget Deres svar. Men foreløbig maa dette være en ubrødelig hemmelighed, ogsaa ligeoverfor fader, Merck o. s. v. Vor ankomst
