fremstilling og naive friskhed gjør dem uimodstaalig tiltrækkende. End mere værdifulde er de paa grund af hendes sindsligevegt under alle forhold, hendes umiddelbare hjertelighed, hendes høisindede livsopfatning og sterke og sunde gudsfrygt.
Goethe har ofte fremhævet, at hans moders udmerkede hukommelse var en støtte for ham. Begivenheder, som han havde glemt, stod atter frem for ham i de gamle, friske farver ved et ord eller en beretning af hende.
Hendes breve til sønnen, som hun elskede over alt i verden, aander den dybeste omsorg og kjærlighed. Hun finder sig taalmodig i ting, som hverken stemmer med hendes anskuelser eller ønsker, og hun støder ham aldrig bort med bebreidelser eller haarde ord. Men skjønt hun skaaner ham, underordner hun ikke sine meninger under hans; hun giver ham raad og lægger ham paa hjerte at følge dem. Man ser af hans svar, at han som moden mand tillagde hendes ord stor vegt.
I mere end én henseende hjalp hun den store digter: Hun beskyttede ham som barn, opmuntrede og støttede ham under hans ungdoms trængsler og fulgte ham med selvforglemmende kjærlighed i hans manddoms aar. Hendes forstaaelse for hans digtning viser, at hun har givet ham en god arv.
I sit berømte vers om sin herkomst siger Goethe:
«Vom Vater hab ich die Statur,
Des Lebens ernstes Führen,
Von Mütterchen die Frohnatur,
Und Lust zu fabulieren.»
Først og fremst betegner han sin «Frohnatur» som arvedelen efter hende. Selvfølgelig viste glæden sig under
