thi undertiden betragter jeg det som umuligt at lade fader være alene, – det gaar for meget op og ned med ham! Det ene øieblik tror han, at det kan ske, det næste øieblik bliver han syg ved den blotte tanke paa, at jeg skal reise fra ham.»
Den 30te mai 1779 kom Merck til Weimar, men fru Aja var ikke med; hendes mand kunde ikke undvære hende, da det kom til stykket.
«Einsiedel siger, at han fandt moder Aja meget forandret,» skrev Anna Amalie faa maaneder efter til Merck. «Skal den elskværdige dame altid have det saa ondt?»
Hendes lyse syn paa livet truede i denne tid med at svigte, alene som hun var med den gamle mand. Men atter kom der en stor og uventet glæde: Den 9de august 1779 fik hun følgende brev fra sin søn:
«Hidtil har jeg maattet trænge tilbage min længsel efter at gjense Dem; forholdene har gjort det mere eller mindre nødvendigt for mig at blive her. Men nu kan der frembyde sig en leilighed; jeg maa imidlertid bede Dem om at hemmeligholde sagen strengt.
Hertugen har lyst til at gjøre en Rhin-reise i høst; i saa tilfælde reiser jeg sammen med ham og kammerherre Wedel. Vi vil gjerne bo hos Dem, kun blive nogle dage for at undgaa markedsforlystelserne, samt reise videre med baad. Derefter vil vi komme tilbage, opslaa vore telte hos Dem og besøge naboskabet.
Prosaisk eller poetisk opfattet er dette kronen paa Deres tidligere liv: jeg vil for første gang komme tilbage til mit fædreland helt frisk og glad og paa en saa ærefuld maade, som det er muligt.
