gaver, og den 24de november takkede hun hende atter:
«Jeg blev saa sjæleglad, at jeg ikke vidste, om jeg først skulde læse eller betragte, betragte eller læse, kort sagt, fru Aja opførte sig besynderlig! Omsider faldt mit øie paa brevet fra vor elskværdige fyrstinde, og dermed var sagen afgjort. – –
Reisen til det kjære, kjære Weimar kan vel komme istand til vaaren. Merck paastaar, at den maa blive af. Deres høihed kan let forstaa, at dette vilde være den høieste jordiske lykke for fru Aja. – Fader, der beder Deres høihed om at modtage hans underdanigste hilsener, optog i fuldt alvor det naadige tilbud om at sende Kranz til ham under mit fravær, og han glædede sig meget over at skulle blive underholdt paa denne maade. Deres høihed ser saaledes, at sagen kan lade sig ordne og ikke synes aldeles umulig. Indtil timen slaar, fortæller jeg mig de deiligste eventyr og er lykkelig i haabet. – –
Tirsdag morgen.
I hele nat drømte jeg om Weimar, men især om Deres høihed!
Jeg syntes, at jeg gik over gaden; Deres høihed sad paa balkonen i «Det røde hus»[1] og raabte til mig, at jeg skulde komme op. Jeg havde stor lyst, men maatte først udrette og gjennemkjæmpe en mængde ting, der i drømme forekom mig meget vigtige. Alt dette vilde jeg gjøre i en fart, og jeg arbeidede i saa stor angst, at jeg vaagnede.
Ganske uden betydning kan drømmen ikke være;
- ↑ «Det røde hus» var et af de fornemste hoteller i Frankfurt.
