I sine samtaler med Eckermann fortalte Goethe mange aar efter, hvor meget Anna Amalie havde holdt af hans moder, og i hvor høi grad hun havde ønsket, at hun skulde flytte til Weimar. Men sønnen havde ingen iver vist i denne sag. «Min moder sagde altid, at man ikke burde bo andre steder end i Frankfurt,» sagde han.
Efter besøget begyndte en livlig brevveksling mellem hertuginden og frøken von Göchhausen paa den ene side og Goethes moder paa den anden. «Naar hertuginden faar brev fra fru Aja, taler hun ikke om andet,» skrev Wieland til Merck; «det er, som om der var vederfaret hende en stor lykke.»
Hendes breve var aabne og hjertelige, skjønt hun efter datidens skik sluttede dem med underdanige ord til fyrstinden.
Anna Amalie sendte hende et maleri, der skulde hænges op i den gule sal, som nu skulde kaldes «Weimar-værelset».
«Naar min ensomhed trykker eller slette mennesker i min nærhed bliver mig besværlige og luften omkring mig bliver saa tung, at jeg ikke kan puste, vil jeg gaa ind i denne kjære stue,» skrev fru Goethe den 17de august 1778 til hertuginden. «Først vil jeg tænke paa, at den elskværdigste fyrstinde ogsaa har vandret op og ned derinde; derefter vil jeg andægtig betragte den ene efter den anden af mine ting. Min indbildningskraft vil straks hensætte mig til Weimar; og alt, hvad der trykker, daarlig lune, kjedsomhed, og hvad de onde aander ellers heder, vil flygte over hals og hoved.»
Hertuginden blev ved at overøse hende med
