søn mod hoffolkenes intriger. Medens mange forargede sig over hertugens venskab for ham, havde moderøiet hurtig opdaget, hvilken god indflydelse han kunde faa paa Karl August, der var saa vanskelig at lede.
Fulgt af sin mangeaarige hofdame, frøken von Göchhausen, og sin kammerherre Einsiedel, gjorde hun en Rhin-reise sommeren 1778. Paa denne reise besøgte hun Frankfurt to gange.
Fyrstinden havde i Weimar kun truffet faa interessante og originale kvinder. Hun blev ligesaa glad i fru Goethe som de fleste andre, der kom i berøring med hende. Hun kaldte hende «sin kjære moder», og hun behandlede hende, som om hun virkelig kunde være det.
De to damer havde alle betingelser for at forstaa hinanden. Begge var spøgefulde, livlige og friske. Ingen af dem kunde udstaa former, baand og tvang; ingen af dem veiede sine ord, og forstillelse var begge en vederstyggelighed.
Samme sympati som fru Goethe mødte hos hertuginden, mødte hun hos hendes muntre og vittige hofdame, der ligeledes sluttede venskab med hende. Og kammerherre Einsiedel skrev:
«Goethes moder overgaar al beskrivelse.»
Ogsaa raadsherren glædede sig over det høie besøg.
Han befandt sig endnu saa vel, at hans hustru kunde tænke paa en reise til Weimar. Hertuginden foreslog, at Kranz skulde komme til Frankfurt, passe huset ved Hirschgraben og adsprede den gamle mand med sin musik.
