Uden betænkning kalder jeg de dage, jeg tilbragte i Deres hjem, for de lykkeligste i mit liv. Jeg kan umulig beskrive, hvad jeg følte, medens jeg sad ved Deres runde bord. – Hvor jeg nu har lært at elske menneskene! Jeg har aldrig glædet mig saa over min tilværelse; jeg var saa lykkelig, at jeg fuldstændig glemte, hvem jeg var, og hvor jeg var! Jeg lo saa, at det var ganske upassende. Men mange af samtalerne gjorde mig alvorlig og eftertænksom og rørte mig næsten til taarer, – ofte var det, som om himlen aabnede sig for mig og jeg saa alle de uendelige herligheder ligge foran mig.
Raadsherren var altid stille; men jeg tror, han var glad i sjælen, skjønt det ikke kom til udbrud. Han sagde flere gange: «Det er godt, det er meget godt!»
De sad ligeoverfor mig som den stormægtigste! I hvor høi grad samtalen end interesserede Dem, var der intet af det, som foregik i værelset, der undgik Deres blik. – Jeg sad kun og nød. O Casa, o Casa santa!»
Anna Amalie og fru Goethe. – Goethe og Karl August besøger digterens forældrehjem.
Wielands beskrivelse af den maade, hvorpaa han og hans ven var bleven modtagne hos Goethes, vakte stor jubel i Weimar; alle fik lyst til at besøge «Casa santa». Navnlig ønskede Anna Amalie at lære Goethes moder at kjende; hun paa sin side vilde gjerne træffe hertuginden, der kraftig tog parti for hendes
