Jeg vilde være sunken fuldstændig sammen, hvis jeg ikke havde havt min klippefaste tro paa Gud, som tæller vore hovedhaar, som ikke lader en spurv falde til jorden, og som ikke slumrer og sover, – – Han, som med ét ord er kjærlighed!» –
De to døtres pleie og opdragelse gjorde det nødvendigt for Schlosser at indgaa et nyt egteskab. Fem maaneder efter Cornelias død blev han forlovet med Johanna Fahlmer, og de giftede sig snart.
Wolfgang Goethe forsonede sig aldrig med denne forbindelse; skjønt Schlosser var hans ungdomsven, havde han ikke likt ham, efterat han var bleven hans svoger. Hans venskab for Johanna Fahlmer blev afkjølet, og brevvekslingen blev afbrudt. Hun stillede sig helt paa sin mands side, og de mødtes aldrig mere.
Hans moders følelser for Johanna var derimod lige hjertelige som før. Ogsaa hendes forhold til Schlosser blev ved at være udmerket.
Hun beklagede, at hendes veninde kom saa langt bort fra hende; men hun var tilfreds over, at hendes børnebørn fik en god moder, som hun havde tillid til. Hendes omsorg for Cornelias døtre og fru Goethes kjærlighed til Johannas egne børn styrkede i høi grad baandet mellem dem.
Venskabsforbindelser, der blev knyttede med Weimar, gjorde atter stemningen lysere i huset ved Hirschgraben.
Den første december 1777 meldte Wieland, at han vilde besøge Goethes forældre, og at han vilde medbringe endnu en gjest, «en stor, vakker mand ved navn Kranz, en vordende virtuos ved vort kapel!»
